Tilbage

EM i cykling blev en magtdemonstration for Danmark og dansk cykling

Vejene i og omkring Herning har i fem dage været ramme om europamesterskaberne i landevejscykling. Stor tilfredshed med arrangementet, som endnu engang viste, at Herning Kommune har kapaciteten til at afvikle store events.
05. august 2017

Fem dages cykelfest ved EM i landevejscykling i Herning blev en succes på alle parametre.

Dansk medaljeregn, flot afvikling og stor opbakning sikrede en massiv succes for Danmarks - og Herning Kommunes - værtskab for EM i landevejscykling, eller European Road Cycling Championship 2017.

Den norske supersprinter Alexander Kristoff kastede sin cykel først over stregen på sidstedagen af EM foran den italienske stjerne Elia Viviani og hollandske Moreno Hofland. Dermed afsluttede han fem dage med fremragende cykelløb og en velafviklet event.

Mesterskaberne er afviklet i samarbejde mellem Union Européenne de Cyclisme (UEC), Herning Kommune, Danmarks Cykle Union (DCU), Sport Event Denmark, Region Midtjylland og MCH, og EM-succesen vækker begejstring hos alle.

- Det har været nogle fantastiske dage med store cykeloplevelser, en lang række flotte danske præstationer og god stemning overalt, hvor jeg er kommet frem. EM i landevejscykling har skrevet sig flot ind i rækken af vellykkede events i Herning Kommune. Jeg vil gerne takke vores
samarbejds-partnere i UEC, DCU og Sport Event Danmark samt alle, der har gjort en indsats for at få det store arrangement til at klappe. Ikke mindst de mange frivillige, der som sædvanlig har ydet et helt uvurdérligt bidrag, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.

Verdensklasse

Henrik Jess Jensen, formand for DCU, har oplevet et dansk landshold, der har kørt cykelløb i verdensklasse og sikret en medaljehøst på hele ni medaljer, heraf fire af guld:

- Årets European Road Cycling Championships har overgået alle forventninger - både i forhold til afviklingen, opbakningen og ikke mindst resultatmæssigt for Danmark. Eventen vil blive stående i
bevidstheden i mange år. Det fantastiske samarbejde mellem Union Européenne de Cyclisme, Danmarks Cykle Union, Sport Event Denmark og Herning Kommune har været altafgørende for succesen, og dette EM har med al tydelighed understreget Danmarks kapacitet, vilje og evne til at
skabe de bedst mulige rammer for store cykelevents, siger Henrik Jess Jensen.

Han har selv oplevet alle løb på nærmeste hold og set et publikum, der, trods en august, der viste sig fra den regnvåde side, har bakket op om ikke mindst de danske ryttere.

- Det giver en utrolig stolthed at se tilbage på en event kendetegnet af et højt sportsligt niveau og stor folkelig begejstring. Der skal lyde en stor tak til alle, der har været med til at gøre EM i Herning til en enestående oplevelse, siger Henrik Jess Jensen.

Altid en fornøjelse at være i Herning

Hos Sport Event Denmark, der har som mål at sikre internationale sportevents i Danmark, har EM i landevejscykling været endnu en succes i en række af store arrangementer.

- Det er altid en fornøjelse at være medvært på store, internationale mesterskaber i Herning. Vi har været oppe i gear på alle områder ved EM i cykling; først og fremmest en imponerende dansk medaljehøst og også et velsmurt samarbejde mellem Herning, Danmarks Cykle Union og UEC, den
europæiske cykelunion. Rundt om hjørnet venter en World Cup i dressur og et VM i ishockey - også her i Herning, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Hos MCH-koncernen, der har lagt faciliteter til målområde, Fun Park for tilskuerne og logistikfunktioner, har man nydt at have europa-mesterskaberne på besøg.

- I MCH elsker vi mesterskaber og at vi bliver vist tilliden og får muligheden for at medvirke til gennemførelsen. Derfor har vi nydt de seneste dage. Vi vil gerne lykønske arrangørerne, UEC, DCU, Herning Kommune og Sport Event Denmark med et flot mesterskab, siger Georg Sørensen, direktør
for MCH.

FAKTA:

EM i Landevejscykling, EuroRoad17, blev arrangeret i samarbejde mellem Danmarks Cykle Union (DCU), Sport Event Denmark, Herning Kommune og MCH.

EM i landevejscykling er blevet afviklet hvert år siden 1995, men i den nuværende udgave er det kun kørt i 2016 i Plumelec, Frankrig.

Udover junior og U23 var det i 2016 første år, at elite-herrer og damer har deltaget ved EM i landevejscykling. Derfor er det også først fra 2016, der er kommet mediefokus på eventen med live tv-dækning lørdag og søndag.

EM i landevejscykling i Herning samlede 751 cykelryttere fra 47 nationer.

Kontaktinfo

Ole Hansen
Kommunikationschef
Tlf.: 96282642
Mobil: 40223228
Send e-mail til ole.hansen@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.