Tilbage

Job-motorvejen virker

Det er blevet lettere for virksomheder i Herning Kommune at rekruttere den nødvendige arbejdskraft efter åbningen af motorvejen til Aarhus.
18. september 2017

Der er masser af vækst i erhvervslivet i Midtvestjylland - og det kræver hele tiden nye hænder, der kan udføre opgaverne.

De hænder er blevet lettere at få fat på, siden der i september 2016 kom motorvej på hele strækningen fra Aarhus til Herning.

Hos Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande fortæller medlemsvirksomhederne at de kan mærke tydelig forskel i antallet af ansøgere fra det østjyske, i det år der er gået, siden den nye motorvejsstrækning åbnede.

- Det er helt afgørende for områdets virksomheder, at de har adgang til den rigtige arbejdskraft. Det er vores oplevelse, at den nye motorvej har betydet en mærkbar stigning i antallet af ansøgere, når vores mange vækst-virksomheder slår nye stillinger op. Når vi satser så målrettet på at informere akademikere om job-åbninger, er det fordi vi stadig oplever, at mange højtuddannede ikke har fået øjnene op for de mange job-muligheder og stærke virksomheder, der er i vores område, siger Kenneth Mikkelsen, Erhvervsdirektør i Erhvervsrådet Herning Ikast-Brande.

Akademikere bliver klogere

20.september kan 100 østjyder blive meget klogere på jobmulighederne, når Erhvervsrådet sammen med Akademikernes A-kasse, Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune holder informationsmøde i Aarhus.

Fire virksomheder fra Herning og Ikast-Brande vil på dagen fortælle om jobmuligheder hos dem: BoConcept, KMC, Jeld-Wen og Nel Hydrogen.

Kontaktinfo

Mette Klarskov Hebel
Bosætningskoordinator
Tlf.: 96288518
Mobil: 25322673
Send e-mail til bekmh@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.