Tilbage

Lærere og pædagoger bliver uddannet i at håndtere sorg

En række ansatte ved Herning Kommunes skoler og dagtilbud kan snart kalde sig uddannede sorggruppeledere. Det er resultatet af et nyt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.
22. august 2018

Hvordan håndterer kommunens ansatte på skoler og dagtilbud bedst mulig den sorg, børn rammes af, når de mister eller oplever alvorlig sygdom?

Det er ikke nogen nem opgave, men et nyt samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Herning Kommune har til formål netop at give kommunens skoler og dagtilbud værktøjerne til at tage hånd om situationen.

I august og september sender kommunen op mod 60 lærere og pædagoger af sted på kursus, hvor de lærer det grundlæggende i at være sorggruppeleder. Her får de ansatte blandt andet værktøjer til, hvordan de bedst muligt samarbejder med forældre, taler med barnet om sorgen og arbejder med gruppedynamikken i klassen eller børnegruppen.

- Vores lærere og pædagoger er sammen med børnene store dele af dagen, og sorgen går altså ikke væk, selvom barnet er i skole eller i dagtilbuddet. Derfor giver vi nu vores ansatte værktøjerne til at hjælpe de sorgramte børn. Tiltaget er først og fremmest for de børn, der kæmper med sorg, men vores ansatte får også en håndsrækning til at håndtere situationer, der kan være forbundet med stor usikkerhed, fortæller Louise Raunkjær, direktør for Børn og Unge i Herning Kommune.

Landets første kommune

I første omgang er det lærere og pædagoger på kommunens skoler, der får tilbudt kurset, men i det kommende år går kommunen i gang med at udvikle et lignende forløb for de ansatte hos kommunes dagtilbud.

Dermed bliver Herning Kommune den første kommune i landet, der tager initiativ til at iværksætte sorghjælp i dagtilbud.

- Vi har valgt, at vores dagtilbud også skal have kompetencerne, for selvom børnene er mindre, så er behovet lige så stort. Desuden har vi i Herning Kommune stor fokus på, at overgangen fra dagtilbud til skole sker så glidende som mulig. Derfor giver det mening, at vores ansatte taler samme sprog, når det kommer til børn ramt af sorg, siger hun. 

Det er op til den enkelte pædagog eller lærer, om han/hun ønsker at komme på kurset, der strækker sig over tre dage.

Kontaktinfo

Louise Maria Raunkjær
Direktør for Børn og Unge
Tlf.: 96286000
Mobil: 20948586
Send e-mail til louise.raunkjaer@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.