Tilbage

Kommune og Blå Kors til forhandlingsbordet

Planerne om nybygget varmestue og herberg i Hernings centrum er tættere på realisering efter politisk beslutning i Herning Kommune i går.
27. februar 2018

Herning Kommune er parat til at købe de nedslidte ejendomme, som Blå Kors ejer i Bethaniagade 26-30 midt i Herning, og som huser blandt andet varmestue og herberg. Nu sætter kommunen og Blå Kors sig til forhandlingsbordet for at nå til enighed om en pris.

Målet er en aftale om, at Herning Kommune overtager og nedriver de eksisterende bygninger. Derefter opfører kommunen et nybyggeri med plads til både varmestue, herberg og skæve boliger - og indgår driftsoverenskomst med Blå Kors om at drive tilbuddene i hverdagen.

- Vi er nu så langt, at vi kan starte realitetsforhandlingerne med Blå Kors, og det er jeg meget tilfreds med, siger Lars Krarup, (V), borgmester i Herning Kommune.

- Der er flere grunde til, at jeg håber, vi når i mål med det her projekt. Nogle af vores mest udsatte borgere tilbydes i dag nogle bygningsmæssige rammer, som er udslidte og forældede. Det skal vi have ændret. Samtidig er der også et element af byforskønnelse i at bygge helt nyt og visionært på en central adresse i Herning, siger Lars Krarup.

Planen er klar

Økonomi- og Erhvervsudvalget i Herning Kommune behandlede sagen på sit møde i går 26. februar. Meldingen fra politikerne er, at kommunens administration nu skal indlede forhandlinger med Blå Kors om køb af de utidssvarende ejendomme på betingelse af, at det samlede projekt for Bethaniagade realiseres.

Forudsat at kommunen og Blå Kors når til enighed om en pris, er en foreløbig plan for, hvordan nedrivning og nybyggeri kan foregå, klar. Målet er, at de nye bygninger - efter arkitektkonkurrence og udbudsforløb - kan tages i brug i anden halvdel af 2020.

- Projektet skal tænke behovene igennem på en ny måde, og der skal også kigges på udearealerne. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre et godt og roligt gademiljø i området. Samtidig er det vigtigt, at vi sikrer en god dialog med naboerne hele vejen igennem forløbet med nedrivning og byggeri, når vi forhåbentlig kommer så langt, siger Lars Krarup.

Hos Blå Kors ser generalsekretær Christian Bjerre frem til, at der nu kommer skub i forhandlingerne.

- Vi glæder os over, at vi nu endeligt er så langt i processen, at vi skal til at realitetsforhandle. Det ser jeg frem til, siger Christian Bjerre.

- Der er behov for at få bygget noget helt nyt og tidssvarende i Bethaniagade, hvor rammerne for vores udsatte medborgere ikke er tilfredsstillende. Vi håber derfor, at vi hurtigt kan komme til enighed med kommunen om en pris for de eksisterende ejendomme og får realiseret det nye projekt. Med nye bygningsmæssige rammer og en revideret driftsoverenskomst med Herning Kommune, så vil vi for alvor kunne give markante forbedringer for både de udsatte og andre borgere i området. Derfor ser jeg meget hen til de kommende forhandlinger.

 


Kontaktinfo

Lars Krarup
Borgmester
Tlf.: 96282322
Send e-mail til borgmester@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.