Tilbage

Herning, Viborg og Silkeborg styrker samarbejdet

De tre kommuners borgmestre ser klare fordele ved at arbejde tættere sammen.
01. marts 2018

Borgmestrene i tre store, jyske kommuner vil arbejde tættere sammen om udviklingen på tværs af Jylland. 

De indledende møder foregik i begyndelsen af februar på Viborg Rådhus, hvor borgmestrene besluttede at indlede et samarbejde.

De tre borgmestre er enige om, at der er store gevinster at hente ved at gå sammen:

- Vi har valgt at styrke samarbejdet, fordi vores kommuner har mange fællestræk og fælles udfordringer. Som kommuner danner vi en stærk akse fra Silkeborg i øst, over Viborg på den midtjyske højderyg og til Herning i midtvest. Vi vil udnytte den muskelkraft, vi har tilsammen. Vi vil blive bedre til at inspirere hinanden, udveksle erfaringer, gode ideer - og sammen varetage vores kommuners interesser, lyder det i en fælles udtalelse fra borgmestrene.

Helt konkret er det aftalt, at der skal arrangeres fælles møder mellem de politiske udvalg i de tre kommuner. I første omgang i efteråret 2018 mellem beskæftigelsesudvalgene og social- og sundhedsudvalgene.

Dernæst i foråret 2019 mellem udvalgene på børne- og ungeområdet og på teknik- og miljøområdet. I efteråret 2019 holdes der fælles møder på de øvrige udvalgsområder.

Derudover er det aftalt, at borgmestrene mødes to gange årligt.

 

Kontaktinfo

Lars Krarup
Borgmester
Tlf.: 96282322
Send e-mail til borgmester@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.