Gennem de senere år har Herning for alvor markeret sig som
eventby med internationale sportsbegivenheder og koncerter i
verdensklasse.
En perlerække af store koncerter og sports-arrangementer er
blevet afviklet i Herning med starten på verdens hårdeste cykelløb,
Giro d'Italia (2012), og VM i Ishockey (2018) som nogle af
højdepunkterne. Også EM i kortbanesvømning (2013), EM i
Landevejscykling (2017), EM (2014) og VM (2019) i herrehåndbold og
VM i Kvindehåndbold (2015) har de senere år sat Herning som eventby
på landkortet.
I 2020 er Herning Kommune vært for EM i Kvindehåndbold, der
afvikles i samarbejde mellem Danmark og Norge, hvor Herning bliver
hjemmebane for Danmark.
Sideløbende med de mange sports-events huser Herning hvert år en
lang række koncerter med nogle af verdens største kunstnere. Det
sker typisk i Jyske Bank Boxen, som er Danmarks første multiarena
af sin slags. I 2019 besøger blandt andre Rod Stewart, Mark
Knopfler og John Mayer Boxen for at give koncert.
Mere end events
Selvom kommunen har en sport-event strategi med det erklærede
mål, at Herning Kommune både byder på og gennemfører mindst én
større international sportsbegivenhed hvert år, så er målet aldrig
udelukkende selve begivenheden.
Afsættet for satsningen er at sikre Herning et godt brand både
nationalt og internationalt, og at øge befolkningens stolthed over
at bo i og omkring Herning.
Sammen med blandt andet en markant satsning på uddannelser,
tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft og gode vilkår for egnens
virksomheder medvirker også event-strategien til både at skabe
vækst og at opfylde Hernings overordnede mål om at være en kommune,
hvor det er godt at arbejde, bo, studere og drive virksomhed. Kort
sagt - et godt sted at leve.
Fundamentet for at være en attraktiv eventby bygger på mere end
60 års udvikling af både faciliteter og færdigheder.
I 1954 blev den første Herning-hal åbnet. I dag er den ene hal
blevet til MCH med udstillingshaller, teatersale, fodboldstadionet
MCH Arena og multiarenaen Jyske Bank Boxen der tilsammen dækker
stort set ethvert behov i forbindelse med de fire "M"-er - møder,
messer, mesterskaber og musik.
I takt med messecentrets udvikling er også byen og egnens
befolkning blevet gearet til at tage imod de mange gæster - både
hvad angår infrastruktur, planlægning og service. Nøgleordet er
samarbejde, og egnens erhvervsliv, kulturinstitutioner og
frivillige borgere bidrager i høj grad sammen med Herning Kommune
og MCH til at skabe de bedst mulige rammer for eventbyen
Herning.