Fakta om Herning

Her finder du fakta om Herning Kommune og om selve Herning, der ligger lige midt i Jylland som et midtjysk knudepunkt for udvikling, uddannelse, kultur, messer og internationale events indenfor sport og musik.

Herning-ånden

Hele egnen er kendt for en stærk sammenhængskraft båret af iderigdom, iværksætterånd, viljen til at se resultater samt en stærk tradition for samarbejde mellem erhvervsliv, kulturinstitutioner, ildsjæle og kommune. Man taler ligefrem om at der findes en særlig "ånd" på egnen - eller om Hernings DNA.

Et godt eksempel på sammenhængskraften er Birk-området, hvor et helt unikt uddannelses- og universitetsmiljø bor dør om dør med virksomheder og kunstoplevelser i international klasse. Her har blandt andet AU-Herning, TEKOs design- og tekstiluddannelser, kunstmuseet HEART og Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum til huse - og det er også her, man finder Hernings uofficielle vartegn, Ingvar Cronhammars gigantiske skulptur "Elia".

Også byens status som messe- og udstillingsby kan i høj grad tilskrives iværksætterånd og vilje.

Det, der begyndte som en enkelt hal til tekstiludstillinger og håndboldkampe for 60 år siden, er i dag Skandinaviens største messecenter med fodboldstadion, multiarena og en tilhørende stærk infrastruktur.

Inden for de senere år er Herning desuden i flere målinger bliver fremhævet som landets mest erhvervsvenlige kommune.

Ambitionen er, at Herning Kommune samlet set skal være et godt sted at bo, arbejde, uddanne sig og drive virksomhed - kort sagt et godt sted at leve. Samtidig kan vi godt lide at have gæster - hvad enten de kommer for at handle, gå i teatret, opleve kunst, deltage i konferencer, møder eller messer, gå til koncert eller deltage i sportsbegivenheder.