Kirkehus får pris af Herning Kommune

Bygningspræmieringsprisen uddelt til det nye kirkehus i centrum af Herning.

På Arkitekturens Dag 5. oktober sætter Herning Kommune med uddelingen af Bygningspræmieringsprisen spot på god arkitektur.

I år går prisen til Herning Kirkes nye kirkehus, der er tegnet af Friis og Moltke.

- Som menighedsråd har I ikke valgt det nemmeste byggeri at være bygherre for. Vejen har været stenet og lang. Til gengæld er vi i bygningspræmieringsudvalget helt enige om resultatet: Det nye kirkehus er smukt, funktionelt og tidløst på den gode måde, lød det fra Jørn Vedel Eriksen, (UP), næstformand i Byplanudvalget, som holdt talen i byrådssalen i forbindelse med uddelingen.

- God arkitektur er ikke bare noget, vi har over hovedet. I byrådet håber vi, at uddelingen af bygningspræmieringsprisen vil inspirere andre til også at gribe fat i dygtige arkitekter og håndværkere og sammen lave smukke projekter, der beriger os alle.

Jørn Vedel Eriksen sidder i Præmieringsudvalget, som desuden udgøres af borgmester Lars Krarup, (V), Ulrik Hyldgaard, (V), formand for Byplanudvalget, og Jørgen Krogh, direktør i By, Erhverv & Kultur. De suppleres af to fagdommere, arkitekterne Mette Nymann og Mads Bay Møller fra henholdsvis LOOP Architects og Labland.

Der var stor debat

Det nye kirkehus er en tilbygning til det eksisterende kirkekontor og konfirmandstuen fra 1975. Det indeholder ankomst-område, café, præstekontorer, samtalerum og en multisal til større aktiviteter.

Der har været stor debat om projektet forud for realiseringen, fordi kvarteret omkring Herning Kirke er historisk og rummer flere bevaringsværdige byvillaer.

I sin begrundelse for at tildele kirkehuset prisen skriver Præmieringsudvalget blandt andet:

"Kirkehuset indgår smukt i det historiske miljø og giver liv på den fine plads omkring kirken. Der er gjort en særlig indsats for at tilpasse bygningen og skabe en respektfuld overgang til Herning Kirke og de bagvedliggende gamle villaer."

Byggeriet er på 840 kvadratmeter, tegnet af arkitektfirmaet Friis og Moltke og har Hamiconsult som rådgivende ingeniør.

 

 

 

Kontaktinfo

Jørn Vedel Eriksen
Byrådsmedlem
Tlf.: 20801354
Mobil: 20801354
Send e-mail til byrve@herning.dk

Christian Stenbro Eriksen
Projektleder, byplankonkurrencer
Tlf.: 96288543
Send e-mail til bekce@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.