Tilbage

Borgmester Lars Krarup sender appel til Dansk Folkepartis ledelse: Det handler om sikkerhed og valgløfter

Regeringen fastholder, at der skal bygges en ny, vestdansk politiskole, men åbner nu for, at den kan placeres andre steder end i Herning. Lars Krarup sender en opfordring til Dansk Folkeparti ledelse.
19. januar 2017

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har torsdag aften tilkendegivet, at regeringen fastholder sit krav om, at den kommende, vestdanske politiskole skal huses i et nybyggeri.

Regeringsgrundlaget slår fast, at skolen skal ligge i Herning. Men efter længere tids politisk uro åbner regeringen nu for, at et nybyggeri kan opføres et andet sted i Vestdanmark.

- Jeg havde naturligvis helst set, at denne sag var afklaret for længst. Men samtidig synes jeg, det er befriende, at der nu kommer skub i sagen. Nu må de partier, som har modarbejdet et nybyggeri i Herning, ud af busken, siger Lars Krarup, (V), borgmester i Herning Kommune.

- Der er åbenlyst gået Christiansborg-fnidder i en ellers alvorlig sag, der handler om de bedst mulige forhold for vores kommende politibetjente.

Herning Kommunes borgmester sender samtidig en klar opfordring til Dansk Folkepartis ledelse:

- Det er mit indtryk, at sikkerhed og tryghed står højt på Dansk Folkepartis dagsorden. Det bør det også gøre i denne sag, hvor det handler om at sikre de bedst mulige, uddannelsesmæssige vilkår for politieleverne i de næste mange, mange år. Vi er desværre midt i en tid med usikkerhed og terrortrusler. Derfor er det afgørende vigtigt, at den kommende vestdanske politiskole nybygges, så den kan sikres og indrettes optimalt. Jeg må som borgmester appellere til, at Dansk Folkeparti husker det, de lovede i valgkampen i Midt- og Vestjylland. Her støttede partiet jo en politiskole i Herning, siger Lars Krarup.

En nybygget politiskole anbefales entydigt af både regeringen, Rigspolitiet, Politiforbundet og senest også fællestillidsmanden på den eksisterende politiskole i Brøndby. Også en uafhængig sikkerhedsekspert med stor erfaring fra blandt andet Europol-byggeriet har i dagspressen udtalt sig klart for nybyggeri, fordi en politiskole ses som et terrormål.