Tilbage

Magisk tal nået - 300.000 VM-billetter solgt

Allerede inden den første puck har rørt isen, er der solgt 300.000 billetter til Ishockey VM i Herning og København
30. april 2018

Allerede inden Ishockey VM går i gang på fredag, er der jubel hos arrangørerne bag. Målsætningen om 300.000 solgte billetter er nået, og dermed kan de danske ishockeyløver og resten af verdenseliten se frem til massiv opbakning fra lægterne i de to arenaer, Jyske Bank Boxen og Royal Arena.

Intet andet sportsarrangement i Danmark har tidligere generet så stort et billetsalg, der endda kan nå at blive større, da der stadig er billetter til salg. Billetsuccesen glæder formanden for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen:

- Der var ingen, der troede på, at vi i første omgang kunne få Ishockey VM til Danmark. Det kunne vi. Derefter var der ingen, der troede på, at vi kunne sælge 300.000 billetter. Det kunne vi så også. At vi har nået dette magiske tal før VM starten, er fantastisk, ikke mindst med tanke på at der traditionelt sælges rigtig mange billetter, mens VM er i gang. Nu ser vi frem til, at det hele går løs og til at byde de mange danske og udenlandske fans velkommen til Jyske Bank Boxen og Royal Arena, der i disse dage er ved at blive transformeret om til to verdensklasse ishockey areaner, siger Henrik Bach Nielsen.

Flot arbejde

Hos VM-projektets partnere vækker det flotte billetsalg også glæde.

-Der var en ambitiøs målsætning om at sælge 300.000 billetter til VM i ishockey. Ambitiøs - fordi det i givet fald ville være ca. dobbelt så mange billetter, som der blev solgt til EM i herrehåndbold i 2014. Interessen både fra danske og internationale tilskuere er stor, og det at billetsalget runder de 300.000 solgte billetter før første puck er givet op, er imponerende og ikke mindst glædeligt. Vi ser frem til, at de mange tilskuere skaber festlig stemning i både Royal Arena og Jyske Bank Boxen samt i fanzonerne, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

-Det er rigtig flot arbejde, at målet om de 300.000 solgte billetter er nået, allerede inden den første puck har ramt isen. I Herning Kommune glæder vi os rigtig meget til fredag, hvor VM-festen for alvor går i gang, og takker for det konstruktive samarbejde med både VM-selskabet, DIU, Sport Event Denmark og Region Midtjylland, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) runder af:

-Det er mig en stor fornøjelse, som medvært sammen med Herning, at byde de mange spillere, frivillige og fans et varmt velkommen til København. VM i ishockey er et gigantisk sportevent, og jeg glæder mig til sammen med københavnerne at følge de spændende kampe i Royal Arena - forhåbentlig med dansk deltagelse i finaleweekenden.

Om IIHF VM 2018

IIHF Ishockey VM 2018 afholdes i Danmark, hvor Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København lægger is til de 64 kampe.

Eventet afholdes fra den 4. til den 20. maj 2018 med deltagelse af de 16 bedste ishockeynationer i verden.

Danmark har siden 2003 hvert år været kvalificeret til at spille med i A-VM. IIHF VM 2018 er blandt verdens største sportsevents og broadcastes i 165 lande til mere end 1,3 milliarder seere.

Danmarks Ishockey Union arrangerer verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2018 P/S, der ejes ligeligt af DIU og Infront Sports & Media AG.

VM-projektet støttes af Sport Event Denmark, Herning Kommune, Region Midtjylland, Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

 

Kontaktinfo

Lars Krarup
Borgmester
Tlf.: 96282322
Send e-mail til borgmester@herning.dk

Jørgen Krogh
Direktør for By, Erhverv og Kultur
Tlf.: 96288500
Send e-mail til bekjk@herning.dk

Allan Secher Thulstrup
Kommunikationskonsulent
Tlf.: 96282645
Mobil: 29444865
Send e-mail til komat@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.