Tilbage

320 virksomheder fik eksport-inspiration ved VM i ishockey

Internationale sportevents kan styrke eksporten for danske virksomheder - VM i ishockey i maj viste helt nye veje for indsatsen
23. august 2018

Når Danmark er vært for store internationale mesterskaber, er der ikke kun medaljer på spil.

Den store medie-opmærksomhed og omtale, som mesterskaberne fører med sig, kan bruges af danske virksomheder som et springbræt til nye eksportmarkeder.

Det viser erfaringer fra VM i ishockey, der i maj ramte Danmark.

320 individuelle samtaler

I månederne op til VM satte et samarbejde mellem Herning Kommune, Region Midtjylland, Udenrigsministeriet og Væksthus Midtjylland fokus på eksportmulighederne på markederne i de syv lande, der spillede i Danmarks gruppe i Herning.

Mere end 1000 medarbejdere fra midtjyske virksomheder deltog undervejs i arrangementer med eksport-fokus, og det medførte efterfølgende hele 320 individuelle eksportrådgivnings-samtaler med virksomheder.

- I Herning Kommune har vi rigtig gode erfaringer med at inddrage hele kommunen i de store events, og derved få langt større og varige effekter af de store mesterskaber. Ved VM i ishockey føjede vi så, i samarbejde med Væksthus Midtjylland og Region Midtjylland, endnu en dimension til arbejdet. Med en regional eksport-indsats til fordel for midtjyske virksomheder var VM med til at støtte, at der skabes endnu flere arbejdspladser i regionen, siger Jørgen Krogh, direktør for By, Erhverv og Kultur i Herning Kommune. 

Succes gentages ved VM i Håndbold

De gode resultater fra maj 2018 betyder, at en lignende indsats er på vej i forbindelse med VM i herrehåndbold, der i januar 2019 skal spilles i Herning, København, Berlin, Hamborg, Køln og München.

Herning bliver hjemmebane for Danmark i både den indledende gruppe og i mellemrunden, ligesom finale og placeringskampe spilles i Jyske Bank Boxen.

Blandt holdene i Danmarks indledende gruppe er Norge, der for mange danske virksomheder er et godt land at bruge som første eksportmarked.

Derfor er der blandt andet et arrangement i støbeskeen med fokus på netop Norge, og hvordan virksomhederne kan få foden indenfor på det lukrative marked.

Alle kan følge med i arrangementer, få input med mere på LinkedIn. Det sker på siden "Styrk din eksport - dyrk potentialet i sport" lige her.

Fakta:

IIHF Ishockey VM 2018 blev holdt i Danmark, hvor Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København lagde is til de 64 kampe. Eventet foregik fra den 4. til den 20. maj 2018 med deltagelse af de 16 bedste ishockeynationer i verden.

Danmarks Ishockey Union arrangerede verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2018 P/S, der ejes ligeligt af DIU og Infront Sports & Media AG. VM-projektet fik støtte af Sport Event Denmark, Herning Kommune, Region Midtjylland, Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

 

 

 

Kontaktinfo

Jørgen Krogh
Direktør for By, Erhverv og Kultur
Tlf.: 96288500
Send e-mail til bekjk@herning.dk

Henrik Kjeldsen
Erhvervs- og Borgerservicechef
Tlf.: 96288510
Mobil: 21295343
Send e-mail til henrik.kjeldsen@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.