Tilbage

Herning-projekt nytænker byggeri til mennesker med psykisk sårbarhed

Støtte fra Realdania betyder, at SIND, Herning Kommune, boligselskabet Fruehøjgaard og Minihøjskolen kan arbejde videre med helt nye ideer om integreret byggeri af boliger, daghøjskole og kulturhus samt SIND-aktiviteter for mennesker med psykisk sårbarhed og pårørende.
28. februar 2018

Kan vi ved at bygge på en anderledes måde skabe en ny type fællesskab, hvor mennesker med psykisk sårbarhed bliver inkluderet, får bedre livskvalitet og blive en del af lokalsamfundet?

Det spørgsmål har fire forskellige organisationer sat sig for at finde svaret på - nu i tæt samarbejde med Realdania.

Parterne ønsker, at det byggede miljø sikrer, at det både fysisk, socialt og psykologisk bliver et bo-, lærings- og udviklingsmiljø, hvor også mennesker med psykisk sårbarhed kan bo, uddanne sig og arbejde.

Første skridt i arbejdet er en analyse, der inddrager både arkitektonisk rådgivning, erfaringer fra andre lande og de nyeste eksempler indenfor social by- og boligplanlægning.

Projektet er så relevant, at Realdania har valgt støtte analysearbejdet med knap 400.000 kroner.

- I Herning Kommune er vi meget optagede af at finde nye, bedre måder at gøre tingene på, til gavn for borgerne. Samarbejdet her mellem de forskellige aktører, hvor der både tænkes i byggeri og indhold, kan forhåbentlig skabe nye løsninger, der giver bedre livskvalitet for mennesker med psykisk sårbarhed. Samtidig kan analysen føre til nogle bud, der kan bruges ikke bare i Herning men i hele landet, siger Anne Marie Søe Nørgaard, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Herning Kommune.

Fakta:

Projektets fulde titel er: "Samskabelse - bo, lev og lær, fysiske rammer, der understøtter recovery og inklusion".

Partnere er lokalforeningen SIND, Minihøjskolen, der er en daghøjskole for mennesker med psykisk sårbarhed, Herning Kommune og Boligselskabet Fruehøjgaard.

Det samlede budget for analysen er ca. 700.000 kroner, hvoraf Realdania har givet tilsagn om støtte på knap 400.000 kr.

Kontaktinfo

Anne Marie Søe Nørgaard
Formand Social- og Sundhedsudvalget
Tlf.: 20377055
Mobil: 20377055
Send e-mail til byras@herning.dk

Grethe Wilmoes
Chef for Administration og Økonomi i Direktionens Stab
Tlf.: +4520674133
Mobil: 20674133
Send e-mail til grethe.wilmoes@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.