Tilbage

Kommunen sagde tak til ishockey-gæster

Reception i byrådssalen i Herning i dag mandag, hvor Herning Kommune sagde officielt tak til de deltagende lande i A-VM. Store roser fra de udenlandske repræsentanter.
14. maj 2018

Borgmester Lars Krarup tog imod mandag middag, da repræsentanter fra ishockeyforbundene i de otte nationer, der deltager i A-VM i ishockey i Herning, var inviteret til reception i byrådssalen.

- Vi har forberedt os grundigt på denne event siden 2014, og når man i disse dage står lige midt i det hele, er det tydeligt, hvor stor eventen er. Den største, der nogensinde er afviklet i Danmark, og dermed naturligvis også i Herning. Jeg er stolt over at se, at fansene har nogle virkelig gode dage, både her i Herning midtby og i fanzonerne ved Boxen, sagde Lars Krarup blandt andet i en kort tale til de fremmødte.  

- Jeg vil gerne sige tak til jer allesammen. I Herning Kommune er vi stolte og håber, at I alle nyder at være her, lød det fra borgmesteren. 

Stor gæstfrihed

At dømme efter reaktionerne hos de fremmødte kan Lars Krarup være helt rolig. Flere af forbunds-repræsentanterne fra de deltagende landshold tog efterfølgende ordet i byrådssalen og roste arrangementet, kommunen, Herning og borgerne for et flot og godt organiseret VM-arrangement - og for at møde meget stor gæstfrihed og venlighed overalt. 

Herning Kommune er som bekendt medarrangør af A-VM, der er en af verdens helt store sportsbegivenheder. Herning har da også været vært for tusindvis af udenlandske fans den seneste uges tid.

Særligt finner, nordmænd, tyskere og letter har været synlige i gadebilledet og i fanzonerne omkring Boxen.

Det har imidlertid ikke kastet nævneværdigt meget politiarbejde af sig. De mange ishockey-fans har benyttet det gode vejr til at holde en gigantisk, men fredelig, fest i det midtjyske.

En fest, der stopper sent torsdag, når Boxen har lagt is til to kvartfinaler. Resten af turneringen - de to øvrige kvartfinaler, semifinaler og finale - spilles i Royal Arena i København. 

dekorativt

Kontaktinfo

Ole Hansen
Kommunikationschef
Tlf.: 96282642
Mobil: 40223228
Send e-mail til ole.hansen@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.