Tilbage

Dansk Melodi Grand Prix og MGP vender tilbage til Herning i 2019

Danmarks nationale musikkonkurrence, Dansk Melodi Grand Prix, og børnenes MGP kommer tilbage til Jyske Bank Boxen i Herning.
23. oktober 2018

Vindmaskiner, pop-musik og glade dage venter forude, når Herning Kommune i 2019 igen er Årets Grand Prix By.

Det er en aftale mellem DR, MCH og Herning Kommune, der sikrer, at Dansk Melodi Grand Prix 2019 skal holdes i Jyske Bank Boxen 23. februar, mens den populære børne-udgave, MGP, indtager samme scene 2.marts.

- I Herning ser vi frem til igen at være værter for den folkefest som Melodi Grand Prix er. Kombinationen DR, MCH og Herning har altid været en garanti for et godt show, og i Herning Kommune vil vi som Årets Grand Prix By 2019 yde vores for at gøre Dansk Melodi Grand Prix og MGP til en mindeværdig event for alle kommunens indbyggere uanset alder, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.

Hos MCH ser man frem til, at de storslåede musik-events vender retur.

- DR's store tv-shows har en særlig evne til at samle både nationen og generationerne - og det gælder i særdeleshed Melodi Grand Prix og MGP, der byder på topunderholdning med sin helt egen intensitet og begejstring. Vi glæder os alle til opgaven i et tæt og godt parløb med Herning Kommune og DR, som vi gennem vort mangeårige samarbejde kender for professionalisme og imponerende tv-shows i Jyske Bank Boxen, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH.

DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, glæder sig til igen at besøge Herning.

- Det bliver et vidunderligt gensyn! Vi har haft nogle helt fantastiske Grand Prix'er i Herning, for de ved om nogen, hvordan man skaber en folkefest, der formår at samle hele befolkningen. Jeg glæder mig helt vildt til at feste med hele Danmark næste år i Jyske Bank Boxen, siger Jan Lagermand Lundme.

En succes vender tilbage

Dansk Melodi Grand Prix og Herning har stolte fælles traditioner, og 2019 vil være femte gang Herning er vært for Melodi Grand Prix.

Senest var Herning Årets Grand Prix By i 2017. Her blev der arrangeret mere end 70 forskellige aktiviteter for borgerne rundt omkring i kommunen som en del af Grand Prix festen.

I 2019 gentager Herning Kommune succesen og inviterer til aktiviteter for eksempelvis kulturinstitutioner, skoler, daginstitutioner og ældrecentre i hele Herning Kommune. Derudover inviteres lokale interessenter som museer, detailhandel, restaurationer og uddannelsesinstitutioner til at blive en del af festen.

Fakta:

Dansk Melodi Grand Prix 2019 holdes lørdag 23.februar i Jyske Bank Boxen.
MGP 2019 holdes lørdag 2. marts i Jyske Bank Boxen.

Herning, og MCH, har fire gange tidligere været vært for Melodi Grand Prix:
2001 - Vinder: Rollo & King - "Der står et billed' af dig på mit bord" (nummer 2 i ESC)
2009 - Vinder: Brinck - "Believe Again" (nummer 13 i ESC)
2013 - Vinder: Emmelie de Forest - "Only Teardrops" (Vinder af ESC)
2017 - Vinder: Anja - "Where I am"" (nummer 20 i ESC)

Det bliver tredje gang MGP holdes i Herning:
2013 - Vinder: Kristian - "Den første autograf"
2017 - Vinder: Bastian - "Frikvarter"

Foto: Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH (tv), Søren Therkelsen, chef for partnerskaber og co-produktioner i DR (i.m.) samt borgmester Lars Krarup, Herning Kommune (th) ses her i Jyske Bank Boxen, der i 2019 skal huse både Dansk Melodi Grand Prix og MGP. Foto: MCH/Tony Brøchner.

dansk melodi grand prix 2019

Foto: Georg Sørensen, MCH, Søren Therkelsen, DR og borgmester Lars Krarup, Herning Kommune. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Kontaktinfo

Lars Krarup
Borgmester
Tlf.: 96282322
Send e-mail til borgmester@herning.dk

Jørgen Krogh
Direktør for By, Erhverv og Kultur
Tlf.: 96288500
Send e-mail til bekjk@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.