Tilbage

Turismens førstemand til Herning Kommune

Søren Juul Baunsgaard er ansat som ny kultur- og fritidschef.
30. oktober 2018

Den nuværende direktør for VisitHerning, Søren Juul Baunsgaard, bliver ny kultur- og fritidschef i Herning Kommune. Han afløser Morten Koppelhus, som har fået nyt job som kulturchef ved Aalborg Kommune.

38-årige Søren Juul Baunsgaard er oprindeligt uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Han bestred i en årrække flere forskellige jobs ved først TV/Midt-Vest og siden DR, før han i 2017 blev ansat som direktør i VisitHerning.

Senest spillede Søren Juul Baunsgaard som turismens førstemand på Herning-egnen en vigtig og meget synlig rolle i forbindelse med de mange gæsters oplevelser og indkvartering, da Herning Kommune i maj var vært for A-VM i ishockey.

Herning Kommunes nye kultur- og fritidschef bor i Gjellerup ved Herning, er gift og har to døtre.

Søren Juul Baunsgaard ventes at tiltræde 1. januar.

Kontaktinfo

Jørgen Krogh
Direktør for By, Erhverv og Kultur
Tlf.: 96288500
Send e-mail til bekjk@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.