Tilbage

En dobbeltdækker fyldt med teater rammer Kulturfest Herning

Onsdag 12.juni kan du opleve hele fire forskellige teater-forestillinger på førstesalen af en dobbeltdækker-bus, der bliver parkeret ved Kulturama på Holtbjerg
17. april 2019

Edit Kulturfest Herning Logo Blaa Baggrund

Det bliver en oplevelse helt ud over det sædvanlige, når Magistratens Linje S gæster Herning under Kulturfest Herning i uge 24.

Onsdag 12. juni vil Linje S - en engelsk dobbeltdækkerbus - rulle op foran Kulturama på Holtbjerg.

Indenfor venter en verden af teater-oplevelser. Der er 45 pladser til hver af de i alt fire forestillinger, i "teatersalen" på bussens 1.sal.

Dagen starter med workshop for børn fra Østbyens Børnehuse. Det er Museum Jorn i Silkeborg, der står for aktiviteten "100 Jorn eksperimenter". Inspireret af Asger Jorn bliver der lavet kunstværker af hverdags-ting. Hvert barn får også et eksemplar af bogen "100 Jorn-eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet".

Herefter får børnene fra Østbyens Børnehuse en helt særlig oplevelse med børneteater-forestillingen "Den sultne Løve". Forestillingen er baseret på en børnebog, som Asger Jorn skrev til sønnen Troels. Det er skuespiller og historiefortæller Tommy Nielsen, der læser fra bogen "Troels Jorns bog om den sultne løve, den glade elefant, den lille mus og Jens Pismyre".

Derefter følger en forestilling for unge om Tordenskjold ved den norskfødte kunster, instruktør og skuespiller Hartvig Hansen. Forestillingen fortæller historien om søhelten Tordenskjold, der som ung mand flygter til et fremmed land, og når at blive viceadmiral og søhelt, inden han dør efter en mystisk duel i Tyskland.

Tredje forestilling er den prisbelønnede voksen-forestilling "Le Foulard" af Lucy Hopkins, et medley af karakterer i et kunstshow udført kun med et tørklæde.

Dagen slutter med stand up fra Bob Slayer, komiker og manden bag Linje S. Bob Slayer er også kulturentreprenør og har blandt andet været med til at forny den berømte festival "Edinburgh Festival Fringe". 

Program for onsdag 12.juni

10.00-12.00: Bus ankommer og stiller op

12.00-15.00: 100 Jorn eksperimenter/Museum Jorn og forestillingen Den sultne Løve / Tommy P

17.30-18.25: Tordenskjold / Hartvig Hansen

19.30-20.30: Le Foulard / Lucy Hopkins

21.00-?: Bob Slayer Comedy

Billetter til Tordenskjold, Le Foulard og Bob Slayer kan købes på Magistratens hjemmeside.

Om Magistratens Linje S:

Besøget fra Magistratens Linje S er en del af Europæisk Kulturregions festival "Genopdag", og indgår i programmet for Kulturfest Herning, der løber fra 8.juni til 15.juni.

Læs mere om Kulturfest Herning på www.kulturfestherning.dk

Læs mere om "Genopdag" på www.genopdag.dk

Læs mere om Bob Slayer og hans bus her www.blundabus.com

Kontaktinfo

Pia Trab Worm
Projektleder og kulturkonsulent
Tlf.: 96288634
Mobil: 51189094
Send e-mail til bekpw@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.