Tilbage

Fire skoler får robotundervisning for 861.000 kroner

21 klasser i Herning Kommune skal det kommende skoleår arbejde med programmering i skolen og hjælpe midt- og vestjyske virksomheder med at løse konkrete opgaver.
02. maj 2019

Der venter et særligt skoleår for eleverne i 3. - 6. klasserne på Sinding-Ørre Skole, Timring Læringscenter, Lundgårdskolen og Tjørring Skole.

Når de møder ind efter sommerferien, bliver faget Natur/teknologi fyldt med robotter og programmering. Herning Kommune har nemlig fået "ja" til ansøgningen om at deltage i undervisningsforløbet "Teksperimentet", og med det ja fulgte 861.440 kroner, som er øremærket til blandt andet udstyr, samarbejde med erhvervsliv, tolærerordning og formidling til kommunens andre skoler.

Teksperimentet er et nationalt undervisningsprojekt, hvor formålet er at få flere til at interessere sig for STEM (Science, Technology, Engineering and Mathematics). Et realistisk mål ifølge Jens Ole Mogensen, der er pædagogisk udviklingskonsulent i Herning Kommune.

- Vores elever får en unik mulighed for at tilegne sig viden om teknologi, og vi har en klar forventning om, at forløbet vil give vores elever en spirende interesse for STEM-uddannelserne, når de skal vælge sig ind på deres karrierevej, siger han.

Eleverne skal løse rigtige udfordringer

Undervisningen er mere end bare at lege med robotter. Eleverne skal nemlig arbejde med virkelighedsnære opgaver med robotterne Microbit og Makey Makey.

Det er erhvervslivet i Midt- og Vestjylland, der byder ind med konkrete opgaver, som eleverne skal løse. Virksomhederne tæller blandt andre Nordomatic fra Herning, Installatør og datavirksomheden Lund & Ericksen, PcP i Vildbjerg og Philipz Medisize fra Struer.

- Et godt samarbejde med virksomheder vil også give vores elever på mellemtrinnet muligheden for at erhverve sig kompetencer, der kan fremtidssikre deres position på et dansk og globalt arbejdsmarked, hvor innovation og it-færdigheder er vitale, forklarer Jens Ole Mogensen.

Det er Teknologipagten og i sidste ende regeringen, der står bag Teksperimentet, og udover Herning Kommuner er også Middelfart, Furesø og Høje Taastrup kommuner med i projektet.

dekorativt billede

Kontaktinfo

Jens Ole Bjærg Mogensen
IT og Medievejleder
Tlf.: 21247244
Mobil: 21247244
Send e-mail til jens.ole.mogensen@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.