Tilbage

Snart slut med Den Våde Høne

Nybyggeriet til Blå Kors i Bethaniagade i det centrale Herning kommer ikke til at rumme et udendørs opholdsareal i stil med det, der i dag går under navnet Den Våde Høne.
21. august 2019

De eksisterende Blå Kors-lokaler i Bethaniagade i Herning skal rives ned og erstattes af nybyggeri. Det har byrådet i Herning Kommune besluttet.

I øjeblikket arbejder kommunen med at få skitserne til nybyggeriet klar, så arbejdet kan sendes i udbud. I den forbindelse står det nu klart, at det omdiskuterede udendørsareal Den Våde Høne, som i dag er placeret bag Blå Kors' nuværende varmestue, snart er fortid.

Det kommende byggeri udstyres ikke med et lignende område.

- Den Våde Høne, som vi kender området i dag, er desværre omdrejningspunkt for uro, slagsmål, salg af stoffer og stof- og alkoholmisbrug, siger Anne Marie Søe Nørgaard, (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget i Herning Kommune.

- På det sociale område har Herning Kommune som overordnet målsætning, at socialt udsatte får et værdigt liv. Det betyder blandt andet, at vi arbejder for bedre sundhed, mindre misbrug af alkohol og stoffer, og færre hjemløse. Den Våde Høne og det, der foregår dér, passer meget dårligt ind i den målsætning. Det bliver vi nødt til som kommune at reagere på, fastslår hun.

Kommunal ejendom

Nybyggeriet af varmestue og herberg - og også et antal såkaldt "skæve boliger" - skal alt sammen ses som trin på vejen i arbejdet med kommunens målsætninger. I den sammenhæng vil det altså ikke give mening at genetablere Den Våde Høne.

Med til historien hører, at Den Våde Høne nu ligger på kommunal ejendom, efter at Herning Kommune har købt matriklerne Bethaniagade 26-30 for at realisere det kommende projekt.

Der er afsat i alt lidt over 30 millioner kroner i 2020 og 2021 til formålet. Tanken er, at Herning Kommune indgår en driftsoverenskomst med Blå Kors Danmark, når byggeriet står klar.

Kontaktinfo

Anne Marie Søe Nørgaard
Formand Social- og Sundhedsudvalget
Tlf.: 20377055
Mobil: 20377055
Send e-mail til byras@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.