Tilbage

4 nye uddannelser til Herning

Med fire nye uddannelser får Herning endnu flere studerende fra sommeren 2019. To nye tekniske ingeniøruddannelser på Aarhus Universitet Herning og to uddannelser i Skat på VIA University College er klar til at slå dørene op.
25. februar 2019

På Aarhus Universitet i Herning åbner to nye tekniske diplomingeniøruddannelser i henholdsvis elektrisk energiteknologi og maskinteknik. De to nye linjer vil holde til i de eksisterende bygninger i Birk, hvor der allerede findes 3 diplomingeniørlinjer, 1 civilingeniøruddannelse og uddannelser inden for erhvervsøkonomi.

Der er plads til 30 studerende på hver af uddannelserne, som åbner for ansøgere d. 1. februar 2019.

Det er muligt at følge uddannelsen i elektrisk energiteknologi både på campus, men også online, hvor man enten kan følge undervisningen simultant eller forskudt. Det vil sige, at det er muligt at følge uddannelsen samtidig med at man har et arbejde, og uddannelsen henvender sig derfor også til fx erhvervsuddannede som ønsker at bygge ovenpå deres uddannelse.

Ligesom der allerede er en stærk tradition for på uddannelserne i Herning, vil man på de nye uddannelser også komme til at arbejde tæt sammen med lokale virksomheder i forbindelse med projekter, der udføres af studerende i virksomhederne, samt praktikforløb. Virksomhederne i Herning og omegn kommer derfor ikke til at vente flere år på at få glæde af studerende fra de nye uddannelser og få ny viden inden for maskin- og energiteknik.

Ifølge Erhvervs- og Borgerservicechef Henrik Kjeldsen er de nye uddannelser godt nyt for virksomhederne: "Vi har mange virksomheder her i området, der efterspørger de tekniske kompetencer som bl.a. disse nye uddannelser tilbyder de studerende".

 

En karriere inden for skat

Herning er den foreløbigt 3. by i Danmark, hvor man kan uddanne sig til en karriere inden for skat. På VIA University College i Birk er det fra sommer muligt at tage en professionsbachelor i skat, og desuden udbydes en diplomuddannelse. 

Professionsbacheloruddannelsen tager 3,5 år, mens diplomuddannelsen tages i moduler og henvender sig til folk, der allerede arbejder inden for området og ønsker en efteruddannelse.

Uddannelserne i skat er udviklet til at imødekomme behov både i den offentlige og private sektor for viden om beskatning set i sammenhæng med jura, regnskab, kommunikation og forretningsudvikling og it. Med en uddannelse i skat kan man fx ansættes inden for skatteforvaltningen, hos revisorer, rådgivere inden for fx landbrugsorganisationerne eller i større it-organisationer.

Professionsbacheloren får plads til 40 studerende fra august, mens det på diplomuddannelsen forventes, at der optages ti studerende det første år stigende til 135 studerende efter fire år.

 

FAKTA OM UDDANNELSESBY HERNING

Herning har ca. 8000 studerende - ca. halvdelen på videregående uddannelser.

I Herning findes mere end 70 uddannelser.

 

Læs mere på uddannelsesbyherning.dk

Læs mere om de nye ingeniøruddannelser i Herning.

Læs mere om de nye uddannelser i skat i Herning.

Kontaktinfo

Lajla Johansen
Udviklingskonsulent
Tlf.: 96288519
Mobil: 22553562
Send e-mail til beklj@herning.dk

Mette Klarskov Hebel
Bosætningskoordinator
Tlf.: 96288518
Mobil: 25322673
Send e-mail til bekmh@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.