Tilbage

Gullestrup nytænker sin bro

Indbyggerne i Gullestrup får en central rolle i et nyt projekt, hvor der skal udvikles idéer til Gullestrup Broen og det grønne skovbælte vest for Gullestrupvej.
27. februar 2019

Spejderne er inviteret. Det samme er bydelsmødrene, skoleklasser fra Gullestrup Skole, lokalrådet og områdets foreninger. Og inden længe bliver der omdelt flyers i hver postkasse i byen. 

Alle fra Gullestrup er velkomne, når et nyt og anderledes byprojekt skydes i gang 28. februar.

Projektet går under navnet 'Gullestrup Bygger Bro', og det går i alt sin enkelthed ud på, at Gullestrup Bro skal forskønnes - noget der længe har været et lokalt ønske om. Samtidig skal der idéudvikles på skovbæltet, som ligger parallelt med Gullestrupvej. 

Pengene til projektet er fundet i kommunens forskønnelsespulje.

Slip fantasien løs

Hvad projektet helt lavpraktisk munder ud i, er der ingen, som ved. Det eneste, der ligger fast, er, at der skal være en form for aktivitet i skoven, og at broen skal have en makeover. Hvad det konkret vil sige, er lagt i hænderne på indbyggerne i området.

De inviteres til 5 workshops arrangeret af Herning Kommunes Forretningsudvikling og Planafdelingen.

Først skal indbyggerne sætte ord på, hvad broen og skoven skal give til området. Derefter opfordres de til at slippe fantasien løs og komme med idéer, hvorefter der på den sidste workshop skal arbejdes med en konkret plan, som kan føres ud i livet.

- Vi vil gerne have så mange input som muligt og gerne fra hele byen på tværs af alder, interesser og kulturelle baggrunde. Jo flere, der byder ind i den kreative proces, jo bedre, fortæller Maj-Britt Fabricius Fransen, udviklingskonsulent hos Herning Kommune.

Brobygning på flere niveauer

Den konkrete plan for både bro og skov havner hos Planafdelingen, Natur og Grønne områder og Vej, Trafik og Byggemodning, som skal føre idéerne ud i livet.

I den proces bliver indbyggerne igen inviteret med til at involvere sig. Der er nemlig lagt op til, at der skal være mindst ét såkaldt borgerudført element på broen.

- Vi håber selvfølgelig på, at projektet ender med at styrke fællesskabet i byen - dels fordi indbyggerne selv har været med til at udvikle broen, der kan blive et vartegn for byen, dels fordi sådan et byprojekt kan skabe opmærksomhed på de mange ildsjæle og menneskelige ressourcer, der findes i Gullestrup, fortæller Maj-Britt Fabricius Fransen. 

De konkrete forslag til broen og skoven skal være ført ud i livet til efteråret 2019, hvor den nye hal i Gullestrup også slår dørene op.

Gullestrup Broen

Kontaktinfo

Maj-Britt Fabricius Fransen
Forretningsudvikler
Tlf.: 20471519
Send e-mail til majbritt.fabricius.fransen@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.