Tilbage

Nye bybus-ruter fejres med gratis bybus-kørsel

Søndag den 30. juni 2019 fra klokken 10 til 13 kan du køre gratis med bybus i Herning. Det sker, fordi bybusserne får ny køreplan og nye ruter. De fleste nye ruter tilbyder nu kortere rejsetid til og fra Herning centrum. Samtidig bliver der mere tid til at skifte bus på Herning Station.
17. juni 2019

Søndag den 30. juni 2019 bliver en stor dag for bybusserne i Herning.

Her skifter mange busser nemlig ikke bare køreplaner, men også ruter. Efter ønske fra politikerne i Herning Kommune har kommunen i samarbejde med Midttrafik og Arriva udviklet et helt nyt bybusnet til Herning. Målet har været at optimere bybusnettet og dermed skabe bedre vilkår for den kollektive trafik i Herning.

- Det har været en topprioritet at få mere tid i køreplanen, specielt i myldretiden. På den måde sikrer vi, at både ældre og gangbesværede kan benytte hele bybusnettet på alle tidspunkter, siger Joan Hansen, (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune.

Grundprincippet i det nye bybusnet er, at bybusserne kører så direkte som muligt. Fra Herning Station til Gjellerup, Snejbjerg, Lind og Tjørring kører busserne samme rute ud og hjem. I de enkelte bydele kører bussen rundt i en løkke, som skifter retning på hver anden tur. Dermed kan man vælge den afgang, med kortest tid til og fra centrum.

- At vi er kommet i mål med både at forkorte rejsetiden til og fra Herning Station og skabe mere luft i køreplanen samtidig er jo en rigtig fin kombination, siger Joan Hansen.

Kør gratis med bybussen

I anledning af de nye ruter inviterer Herning Kommune og Midttrafik til indvielse søndag den 30. juni 2019 fra kl. 10 til 13 på Herning Station.

Kl. 10.00 byder Joan Hansen, (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget velkommen. Herefter vil hun afsløre et oversigtskort over det nye bybusnet.

I hele tidsrummet kører man gratis med bybus i hele Herning. Det kan du eksempelvis bruge til at køre til Kunstmuseet Heart i Birk eller få en rundvisning i Baunekirken i Tjørring. Begge steder tilbyder gratis entre, når man ankommer med bybussen.

Læs meget mere om, hvad ændringerne i bybusnettet betyder for dit lokalområde.

Link til nyt rutekort:

dekorativt billede

Kontaktinfo

Joan Hansen
Formand for Teknik- og Miljøudvalget
Tlf.: 40570500
Mobil: 40570500
Send e-mail til byrjh@herning.dk

Lene Ahle Skoubo
Projektmedarbejder samt ansvarlig for bybusdrift i Herning.
Tlf.: 96288330
Mobil: 22863467
Send e-mail til vtbls@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.