13. marts 2019
En helt ny spiller på turismeområdet er på vej til at se dagens
lys i Midtjylland.
Ikast-Brande og Herning kommuner har besluttet at danne et nyt
fælles destinationsselskab, der får som opgave at tiltrække
turister til områdets mange attraktioner
- Vi er enige om, at vi nu slår os sammen, og i fællesskab
finder en køreplan for, hvordan det så helt konkret skal ske.
Herning og Ikast-Brande kommuner er allerede knyttet sammen i en
række sammenhænge, ligesom rigtig mange borgere i de to kommuner
allerede flittigt pendler frem og tilbage, og ofte bruger natur- og
kulturtilbud i begge kommuner. Vi har i forvejen en national
styrkeposition på erhvervs-, event- og messeturisme. Nu vil vi så i
fællesskab arbejde for at få endnu flere gæster fra andre dele af
landet, og resten af verden, siger Lars Krarup, borgmester i
Herning Kommune, og formand for Økonomi- og Erhvervsudvalget, der
har besluttet at Herning går sammen med Ikast-Brande.
De to kommuner er i forvejen knyttet sammen af et fælles
erhvervsråd - og særligt erhvervs- og naturturisme - og på sigt
Bestseller Village - er et oplagt vækstområde for det nye selskab,
vurderer Anette Mosegaard, der er formand for Erhvervs-, Vækst- og
Bosætningsudvalget i Ikast-Brande Kommune.
- Vi har allerede et meget stærkt erhvervsliv, og det er helt
oplagt, at den nye turistorganisation vil kunne styrke
tiltrækningen af erhvervsturister til vores område. De to kommuner
har samtidig en række andre fælles styrker, som eksempelvis
naturperler, outdoor-turisme, lystfiskeri og kulturoplevelser, som
med en fælles indsats vil give os et endnu bredere udvalg på
hylderne, når gæsterne skal beslutte, hvor de skal tage hen, siger
Anette Mosegaard.
Baggrunden for det nye samarbejde er den konsolidering af den
lokale turismeindsats, som Erhvervsstyrelsen har iværksat. Den
betyder, at antallet af lokale turistkontorer, de såkaldte
"Destinations-selskaber" senest ved udgangen af 2020 skal være
reduceret til mellem 15-25 selskaber.
Samarbejdet er nu politisk besluttet i begge kommuner, og det
betyder at der går en proces i gang, for at afklare præcis, hvordan
det skal ske. Samtidig er der enighed om, at de to kommuner i
fællesskab afsøger om yderligere kommuner er interesseret i at
indgå i samarbejdet.