Tilbage

Kæmpe renovering af gågadenet afsluttes

Arbejdet med at forny knap en kilometers gågade i Hernings centrum har stået på i en årrække. Nu lægges den sidste sten.
03. december 2020

Det største sammenhængende løft af det centrale Herning i mange år er fremme ved målstregen.

I disse dage lægges de sidste sten i Bredgade Vest. Dermed er hele strækningen fra Kampmannsgade ved Herning Kongrescenter til Fredensgade i vest færdigrenoveret med ny granitbelægning, bænke, opholdsarealer, lyskunst, legemuligheder og plantebede.

I alt er 825 meter gade renoveret, hvoraf langt hovedparten er gågade. Projektet har samlet kostet op imod 50 millioner kroner.

- Undervejs igennem årene har der naturligvis været trukket store veksler på både de erhvervsdrivende, byens gæster og handlende. Heldigvis har jeg oplevet, at tålmodigheden har været stor. Jeg synes, at det færdige resultat, som vi kan se nu, virkelig har været værd at vente på. Der er tale om et meget markant løft af hele den centrale bykerne i Herning, siger Ulrik Hyldgaard, (V), formand for Bypludvalget i Herning Kommune.

Udviklingen af Hernings bymidte startede, da Herning Kommune i 2007 udarbejdede en ny politik for "Den levende by". Her var visionen at "...skabe rammer og rum for et levende, attraktivt og dynamisk byliv og en stærk byidentitet."

Politikken blev fulgt op af en åben arkitektkonkurrence i 2008, hvor Landskabstegnestuen Schønherr vandt. Deres design har efterfølgende sat sit præg på bymidten med den helt unikke granitbelægning, som er blevet kendetegn for Hernings centrum.

I øjeblikket laves de sidste belægningsarbejder, ligesom der plantes i den allersidste del af Bredgade. Her har bilerne adgang, men med stærkt reduceret hastighed, så gående, cykler og biler kan være i byrummet på samme tid.

De p-pladser, der i forvejen var i gaden, er indarbejdet i det nye projekt, og i de store plantebede er der tænkt på biodiversiteten. De mange forskellige slags blomster, stauder og buske sikrer gode forhold for insekterne. Samtidig afledes regnvand fra gaden gennem bedene.

Bredgade Vest åbnes for trafik torsdag 3. december kl. 16.

Kontaktinfo

Ulrik Hyldgaard
Formand for Byplanudvalget
Tlf.: 97211920
Mobil: 21572264
Send e-mail til byruh@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.