Tilbage

Flere skal have sved på panden i Herning Kommune

Bevæg Dig For Livet er navnet på det projekt, Herning Kommune samarbejder med DGI og DIF, Danmarks Idrætsforbund, om. Tirsdag blev aftalen mellem parterne underskrevet.
04. februar 2020

Yderligere mere end 5.000 borgere i Herning Kommune skal inden 2025 være fysisk aktive. Det er målet, som Herning Kommune, DGI og Danmarks Idrætsforbund sammen har sat sig.

Tirsdag 4. februar blev den såkaldte visionsaftale for projektet Bevæg Dig For Livet underskrevet. I dag lever 69 procent af Herning Kommunes borgere op til WHOs anbefalinger om fysisk aktivitet. Det tal skal ifølge visionsaftalen løftes til 75 procent.

Det svarer til, at yderligere 5.300 af kommunens borgere jævnligt skal have sved på panden.

- Det er virkelig ambitiøst, og det kan vi jo godt lide i Herning Kommune. Her er vi vant til at tænke stort og gå efter at realisere det, der på forhånd kan se svært ud, sagde borgmester i Herning Kommune Lars Krarup, (V), da parterne underskrev visionsaftalen i Vildbjerg Sports- og Kulturcenter.

Han understreger, at Herning Kommune håber at få hjælp af områdets meget stærke foreningsliv.

- Det, tror vi, kan vise vejen til et endnu højere aktivitetsniveau til gavn for borgerne, folkesundheden og følelsen af at være en del af et fællesskab, sagde borgmesteren.

Senere på dagen blev den første, konkrete handleplan godkendt.

FAKTA:

Bevæg Dig For Livet er Danmarks Idrætsforbunds og DGIs vision om, at Danmark skal være verdens mest fysisk aktive nation. Med underskrivelsen af aftalen har Herning - i lighed med en række andre danske kommuner - nu tilsluttet sig visionen.

Baggrunden er blandt andet, at danskernes sundhedstilstand bliver dårligere i disse år, og det skal arbejdet med visionen være med til at ændre på til gavn for folkesundhed, trivsel og livskvalitet.

Bevæg Dig For Livet-visionen går også under navnet 25-50-75, som betyder, at i 2025 skal 50 procent af danskerne være idrætsaktive i foreninger og 75 procent af befolkningen idrætsaktive i det hele taget.

For voksne anbefaler FN's sundhedsorganisation WHO 150 minutters fysisk aktivitet om ugen ved moderat intensitet - eller 75 minutter ved høj intensitet. I 2017 viste Den Nationale Sundhedsprofil, at 29 procent af de voksne danskere ikke opfylder denne anbefaling.

 

 

 

Kontaktinfo

Lars Krarup
Borgmester
Tlf.: 96282322
Send e-mail til borgmester@herning.dk

Søren Juul Baunsgaard
Kultur- og fritidschef
Tlf.: 96288630
Mobil: 40101525
Send e-mail til soren.baunsgaard@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.