Tilbage

Godkendt til at hjælpe borgere med Huntingtons Sygdom

Socialstyrelsen har igen godkendt Herning Kommune til at give specialiseret rådgivning om Huntingtons Sygdom.
18. februar 2020

Hos Herning Kommune er der stor viden om Huntingtons Sygdom. Det anerkender Socialstyrelsen, som netop har godkendt Herning Kommune til at yde såkaldt "specialiseret rådgivning" på området. Rådgivning, som kan være rettet mod både kommuner og borgere.


Helt konkret er det VISO - den nationale videns- og specialrådgivnings-organisation under Socialstyrelsen - som har blåstemplet Herning Kommunes indsats.

- Vi er glade for endnu engang at være blevet valgt som VISO-leverandør af ydelser på det her vigtige område. Vores medarbejdere har et højt, fagligt vidensniveau, når det gælder Huntingtons Sygdom. Det er det, der afspejler sig i VISOs godkendelse af os, siger Anne Marie Søe Nørgaard, (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Del af landsdækkende netværk

Som godkendt VISO-leverandør bliver Herning Kommune en del af det landsdækkende leverandør-netværk, som består af kommunale, regionale, selvejende og private aktører. De yder alle specialiseret rådgivning til både borgere og fagfolk på vegne af VISO.

Henvendelse sker til Socialstyrelsen, som herefter visiterer til VISO-rådgivning. VISO betaler for leverandørernes ydelser.

Herning Kommune forventer at levere cirka 1.000 timer om året. Timeantallet kan dække i gennemsnit syv sager årligt.

Herning Kommunes VISO-rådgivning finansieres af cirka to millioner kroner fra VISO i perioden 2020-2022. Kontrakten med VISO løber frem til 30. april 2022.

 

 

 

 

 

Kontaktinfo

Anne Marie Søe Nørgaard
Formand Social- og Sundhedsudvalget
Tlf.: 20377055
Mobil: 20377055
Send e-mail til byras@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.