Tilbage

Børn sendt hjem fra børnehave efter positiv covid19-test hos forælder

Alle børn, forældre og medarbejdere bør sørge for at blive testet
10. juni 2020

Herning Kommune har i dag sendt cirka 60 børn hjem fra daginstitutionen Spilophuset - Afdeling Brønsgård i Hammerum.
Årsagen er, at faderen til et barn, der var ved at blive kørt ind i børnehaven, er testet positiv for covid19, mens moderen udviser symptomer på covid19.

Beslutningen er truffet i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, som rådgiver Herning Kommune i sagen.

- Vi følger naturligvis alle de retningslinjer, der er udstukket fra sundhedsmyndighederne. Det viser sig, at forældrene har været inde på institutionen, hvilket er helt efter reglerne, når et barn starter i børnehaven. Vi har været i kontakt med styrelsen for Patientsikkerhed, og de anviser, at børnene kan betragtes som nære kontakter. Nære kontakter opfordres til selvisolation og på den baggrund sender vi børnene med deres forældre hjem med det samme, siger Dorte West, formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune.

Børnene, deres forældre og personalet på Brønsgård bør nu testes for covid19. De kan vende tilbage, hvis testen er negativ.

I mellemtiden vil Herning Kommune rengøre børnehaven, og efterfølgende køre med skærpet rengørings-niveau.

Retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne siger, at når den smittede forælder har opholdt sig i institutionen i mere end 15 minutter, bør alle børn og medarbejdere testes. Voksne kan selv booke tid til en test på www.coronaprover.dk med nemid, mens forældrene skal kontakte egen læge for at bestille tid til test af deres børn. Testen udføres på 4.dagen fra man er sendt hjem.

De pågældende forældre har også børn på Lindbjergskolen. Her har de smittede forældre ikke været indenfor. Da det kun er nære kontakter til smittede, der skal blive hjemme, er der derfor ikke for nuværende nogen grund til at sende børnenes klassekammerater hjem.

Det samme gør sig gældende for den dagpleje som forældreparrets yngste barn er tilknyttet.

Herning Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed er i dialog om en plan for yderligere tiltag, hvis det skulle vise sig, at der kommer flere tilfælde af covid19.

Kontaktinfo

Dorte West
Formand Børne- og Familieudvalget
Tlf.: 97351233
Mobil: 40259666
Send e-mail til byrdw@herning.dk

Preben Siggaard
Centerchef for Center for Børn og Læring
Tlf.: 20674145
Mobil: 20674145
Send e-mail til cblps@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.