Tilbage

Herning Kommune med hjælpepakke til det lokale erhvervsliv

Corona-virus presser de normalt så driftige, midtjyske virksomheder hårdt. Nu tager Herning Kommune en række initiativer for at støtte det lokale erhvervsliv.
24. marts 2020

Corona-virus har ramt Europa med voldsom kraft, lukket grænserne og kastet både dansk og international økonomi ud i heftig turbulens. I Herning Kommune står erhvervslivet stærkt, men den nuværende situation gør ondt på mange lokale virksomheder.

Derfor vedtog kommunens Økonomi- og Erhvervsudvalg i går en lokal hjælpepakke med en række initiativer rettet mod det lokale erhvervsliv. Pakken kommer efter en bred dialog med en række lokale aktører som for eksempel Erhvervsrådet, Erhvervshus Midtjylland, Dansk Industri samt brancheorganisationer og virksomheder.

- Lige nu er mange virksomheder under et voldsomt pres. Det siger sig selv, at mange brancher rammes hårdt, når Danmark, men også en række andre lande, er i en slags undtagelsestilstand, siger Lars Krarup, (V), borgmester i Herning Kommune.

- Målet med pakken er, at færrest mulige arbejdspladser går tabt som følge af den helt ekstraordinære situation, vi står i.

Det er vanskeligt at gøre den præcise, økonomiske værdi af kommunens hjælpepakke op. Men pakken betyder blandt andet, at regninger for cirka 100 millioner kroner, som kommunen skulle betale over den næste måneds tid, betales straks og dermed sikrer også lokale virksomheder kærkommen likviditet.

- Herning Kommune har grundlæggende en sund økonomi, som sikrer os en vis handlefrihed. Det skal og kan vi drage fordel af nu til gavn for det lokale erhvervsliv, siger Lars Krarup.

Hårdt ramt af følgerne

Særligt detailhandlen, hotel- og restaurationsbranchen samt rejse- og oplevelsesøkonomien er hårdt ramt af følgerne af corona-virus. Transportbranchen samt dele af de eksporterende erhverv ventes på sigt også at blive påvirket. En række virksomheder mærker allerede nu tydeligt den hårde opbremsning i forbruget ikke bare i Danmark, men mange steder i verden.

På den baggrund har Økonomi- og Erhvervsudvalget på sit møde mandag 23. marts vedtaget følgende initiativer:

  • Herning Kommune er den største virksomhed lokalt og har et betydeligt samarbejde med det private erhvervsliv. For at styrke likviditeten hos kommunens leverandører vil Herning Kommune fremrykke betalinger på allerede leverede varer eller ydelser mest muligt.
  • Herning Kommune vil så vidt, det overhovedet er muligt, opretholde drift og fremdrift, når det gælder behandlingstider, byggeprojekter og politisk behandling.
  • I det omfang, det er muligt og giver mening, fremrykkes kommunale anlægs- og vedligeholdelsesarbejder.
  • Der etableres et fokuseret samarbejde mellem Erhvervsrådet Herning-Ikast-Brande og VisitHerning, som skal optimere rådgivningen af virksomhederne.
  • En kommunikationsplan skal sikre, at virksomhederne er bedst muligt klædt på i den aktuelle situation. Viden om nationale ordninger og initiativer skal være til rådighed og kendt.
  • Endelig er Herning Genbrugsplads allerede genåbnet for erhvervskunder, ligesom Fasterholt Genbrugsplads er det.

- Jeg er fuldt bevidst om, at disse initiativer naturligvis ikke får de alvorlige, aktuelle udfordringer til at forsvinde. Situationen er helt uden fortilfælde, og det vil kunne mærkes hos virksomhederne. Men jeg vil gerne sende et klart signal: Vi er fra Herning Kommunes side villige til at gå meget langt for at sikre de efter omstændighederne bedst mulige rammer for det lokale erhvervsliv, siger Lars Krarup.

Kontaktinfo

Lars Krarup
Borgmester
Tlf.: 96282322
Send e-mail til borgmester@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.