Tilbage

Bæredygtigt byggeri: Første spadestik tages til det Blå Rum

I 2021 åbner aktivitetsområdet det Blå Rum ved Fuglsang Sø. Allerede i dag begynder byggeriet af Hernings nye outdoor-område.
23. november 2020

Bæredygtighed kommer til at være det store omdrejningspunkt, når Herning Kommune i samarbejde med Årstiderne Arkitekter, som er totalrådgiver på projektet, opfører et nyt bynært, rekreativt aktivitetsområde ved Fuglsang Sø.

Projektet har været i udbud igennem de seneste måneder, og licitationen er netop overstået. Det bliver Penta Byg og Vesta Fjord, der kommer til at stå for byggerierne af henholdsvis to bygninger og broanlæg ved søbredden. De to firmaer har vundet entrepriserne blandt de seks indkommende tilbud, som Herning Kommune har modtaget.

Formanden for Kultur- og fritidsudvalget, Johs. Poulsen (Rad.), ser frem til, at projektet nu for alvor begynder at tage form.

- Jeg er meget stolt af projektet og har store forventninger til det. Det Blå Rum kommer til at bidrage til området med helt nye muligheder for brugerne. Søen bliver mere tilgængelig for alle, og samtidig vil anlægget give et markant aktivitetsløft på tværs af både sportsgrene og befolkningen, siger Johs. Poulsen.

I sidste uge har de første håndværkere været i gang med de indledende forberedelser, og byggeriet forventes derfor at gå i gang allerede i dag mandag den 23. november.

Bygges af bæredygtige materialer

Bæredygtighed er tænkt ind på alle planer i projektet - både i byggeriet og i brugen af området.

For at sikre at det Blå Rum giver et så lavt CO2-aftryk som muligt, er alle materialer på forhånd blevet vurderet i en analysemodel, der anvendes i bæredygtige byggerier, og som beskriver materialernes vej "fra vugge til grav". Konkret betyder det, at materialerne er miljørigtige og kan genanvendes, hvis anlægget engang i fremtiden skal tages ned eller bygges om.

- Byggeriet kommer i langt højere grad til at bestå af træ, end vi oprindeligt tænkte, og flere materialer er på den måde blevet ændret undervejs. For eksempel bruges der nu skruer indvendigt i stedet for lim, så materialerne eventuelt kan skilles ad igen og genanvendes, forklarer udvalgsformanden.

Bygningen får solceller og batteripakker, som skal drive en stor del af husets energiforbrug.

For at synliggøre klimaaftrykket ved det Blå Rum bliver energiforbruget fulgt og monitoreret, så det bliver muligt for brugerne at følge med på for eksempel en mobiltelefon eller tablet.

Idéerne er kommet fra borgerne

Herning Kommune er i gang med at undersøge flere idéer og bæredygtige initiativer, som skal integreres i projektet. Idéerne kommer fra deltagerne på en workshop, som kommunen tidligere på året afholdt for lokale foreninger og andre kommende brugere af stedet.

- Det Blå Rum er skabt sammen med de mennesker, som skal bruge stedet. De har ydet en fabelagtig indsats, og vi står nu med et fantastisk smukt projekt, som kan være med til at lære os om bæredygtighed og til at gøre os mere bevidste om bæredygtig adfærd, siger Johs. Poulsen.

- Det er nyt for Herning Kommune at bygge på den her måde. Vi har lært meget af selve processen indtil nu, og kommer i høj grad også til det under byggeriet. Den viden kan fremover helt eller delvist overføres til andre projekter. Her er virkelig tænkt ud af boksen, og det er et af de projekter, som jeg er allermest glad for at have været med til, fortsætter Johs. Poulsen.

Det Blå Rum bliver opført med støtte fra blandt andre Lokale og Anlægsfonden, Ege Fonden, Nordea-fonden og den filantropiske forening Realdania.

FAKTA om det Blå Rum

Det Blå Rum ved Fuglsang Sø består af to bygninger, som skaber en glidende overgang mellem land og vand.

Hovedbygningen bliver på cirka 250 kvm og får et fællesrum med kapacitet til omkring 50 personer. Bygningen får blandt andet et stort køkken, omklædningsrum, toiletter og en stor overdækket terrasse.

Depotbygningen/bådhuset bliver cirka 300 kvm med plads til for eksempel kajakker, både og udstyr. Her kommer også et værksted til reparationer og vedligehold af udstyr.

Det Blå Rum får sauna med kapacitet til 15-20 personer, broanlæg til badning og både samt cykel-pitstop, ligesom der kommer udearealer med terrasser, bålplads, udekøkken og meget andet.

Blandt de foreninger, der skal have base og omklædning i det nye hus, er vinterbaderne, triatleterne, lystfiskerne og kajakklubben, der i dag har klublokaler i nogle containere på søbredden. Samtidig vil det Blå Rum være udgangspunkt for outdoor-aktiviteter for skoler og motionister.

Det Blå Rum ved Fuglsang Sø har et samlet budget på 16,3 millioner kroner. Heraf bidrager Herning Kommune selv med ni millioner kroner, imens Lokale og Anlægsfonden, Egefonden, Nordea-fonden og den filantropiske forening Realdania er de øvrige bidragsydere.

Illustration lavet af NOVA5 arkitekter A/S.

Dekorativt foto

Kontaktinfo

Johs. Poulsen
Formand Kultur- og Fritidsudvalget
Mobil: 20103387
Send e-mail til byrjp@herning.dk

Søren Juul Baunsgaard
Kultur- og fritidschef
Tlf.: 96288630
Mobil: 40101525
Send e-mail til soren.baunsgaard@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.