Tilbage

Hvem skal have årets handicappris?

Hvem mener du bør modtage Handicaprådets handicappris 2020? Du kan sende din indstilling ind nu.
07. oktober 2020

Handicaprådet i Herning Kommune tager nu mod indstillinger til handicapprisen 2020.

Du har dermed chancen for at indstille, hvem du synes har fortjent anerkendelsen i år.

Et noget specielt år

Normalt vil der blandt indstillingerne være både arrangører og events, men i år kan blive anderledes, da Corona har fyldt rigtig meget.

Det gælder ikke mindst på handicapområdet, hvor arrangementer har været aflyst, og besøg på kommunens bosteder har været underlagt restriktioner.

- Det har været og er stadig en svær tid for mange personer med handicap. Derfor er det i mine øjne ekstra vigtigt, at vi anerkender de mennesker, som har gjort en særlig indsats for personer med handicap på trods de svære omstændigheder, forklarer Birgit Jonassen, formand for Handicaprådet i Herning Kommune

Til den mission har Handicaprådet brug for hjælp.

For hvem synes du, der har gjort sig fortjent til årets handicappris?
Hvem synes du, har gjort en særlig indsats i år for at øge livsglæden for borgere med fysisk, psykisk eller kommunikationshandicap i kommunen?

Har du svaret? Så er det nu, du kan tippe Handicaprådet.

Send os dit bud på, hvem der skal modtage Handicapprisen.

Vinderen af prisen modtager en anerkendelse og en check på 10.000 kroner.

Hvem kan modtage prisen?

Prisen kan gives til stort set alle, hvad enten der er tale om enkeltpersoner, foreninger eller virksomheder.

- Tænk gerne ud af boksen og indsend stort og småt til os. Vi vil gerne have så mange indstillinger som muligt. Selvom der kun kan være én vinder, så ligger der i sig selv en store anerkendelse i at blive indstillet. Og hvem ved? Måske er det netop din indstilling, der går hen og vinder prisen, siger Birgit Jonassen.

29. oktober er deadline for at sende indstillinger ind. Derefter mødes Handicaprådet og finder frem til de nominerede.

Den endelige vinder af handicapprisen 2020 bliver offentliggjort i første halvdel af december måned, medmindre Handicaprådet ikke mener, der er en egnet modtager blandt de indstillede.

Hør formand Birgit Jonassen fortælle om prisen og kriterierne for indstilling.

Det er Handicaprådet, der uddeler Handicapprisen. Det har de gjort siden 2009.

Prisen kan gives til:

  • En person, der bor i Herning Kommune, og som har ydet en ekstra indsats til gavn for handicappede i kommunen.
  • En person, forening eller organisation, som har været med til at skabe forhold, der er med til at øge livskvaliteten for handicappede.
  • En forretning, virksomhed eller forening samt foreningens frivillige ledere, der har gjort en særlig indsats for at integrere handicappede. Det kan være på arbejdsmarkedet og/eller i fritids- og samfundslivet.
  • Private og offentlige bygninger, hvor der er gjort en særlig og ny indsats for, at der er fuld tilgængelighed for brugere med forskellige typer af handicap. (Fysisk såvel som kommunikationshandicap).
  • Hoteller, restauranter, cafeer, biografer, teatre m.v., der har ydet en særlig indsats for, at handicappede kan bo, færdes og deltage i samfundslivet på lige fod med ikke handicappede.

Handicaprådet har ret til ikke at uddele prisen, hvis rådet ikke mener, der er en egnet modtager blandt de, der er indstillet.

Tidligere modtagere af handicapprisen
År Modtager Begrundelse
2009 Tommy Pedersen Tommy Pedersen har gennem en årrække udført et stort frivilligt arbejde til gavn for mange mennesker med handicap. Han har utrætteligt og målrettet arbejdet for at hjælpe andre handicappede både med rådgivning og arrangementer, der har været med til at give livsindhold for deltagerne. 
2010 Birgit Hagen

Birgit Hagen yder en utrættelig indsats for at sikre alle mennesker med handicap en bedre livskvalitet.

Hun er kendt og respekteret for sin store viden om handicappolitik. En viden, som hun har fået gennem mange års engageret indsats i DH (Danske Handicaporganisationer), Handicaprådet og Gigtforeningen.
2011 Ernst Gøtze

Ernst Gøtze har igennem mange år arbejdet for at forbedre forholdene for mennesker med handicap i både Herning Kommune og i det tidligere Ringkjøbing Amt.

Han var i mange år formand for DSI - Ringkøbing Amt (Danske Handicaporganisationer). 
2012 Else Lynnerup Else Lynnerup er en unik frivillig, som gør en kæmpe indsats i demensarbejdet i Herning Kommune. Arbejdet spænder fra yngre mennesker med demens til svage ældre med demens og deres pårørende. 
2013 Trænerteamet bag Handicap Håndbold under Gullestrup Håndboldforening Et unikt klubfællesskab og unikke kræfter bag holdet for mennesker med fysiske handicap. Ligeværdighed har været et nøgleord fra starten. 
2014 Sonja Clausen Sonja Clausen har igennem næsten to årtier været med til at arrangere sommerlejre for mennesker med fysiske og psykiske handicap. Først som en del af foreningen "Handicamp", og senere i foreningen "Handilejr", som Sonja har stiftet.
2015 ALPI ALPI har gjort en kæmpe indsats for at give mennesker med udviklingshæmning mulighed for at dyrke idræt i almene klubber. Ved store events i Boxen har ALPI flere gange arrangeret, at mennesker, der er udviklingshæmmede, har spillet håndbold foran 7.500 tilskuere. Dette har givet deltagerne en oplevelse for livet.
2016 Ikke uddelt.  
2017 Ole Madsen

Ole Madsen har været næstformand i Høreforeningen og har gennem årene ydet en stor indsats for at vejlede mennesker, der bliver ramt af høretab.

Ole har sat fokus på udfordringer, som brugere af kørestole og rollatorer har i byrummet og i trafikken. 
2018 Ikke uddelt.  
2019 Linda Leifing Nielsen

Linda Leifing Nielsen inviterer hver måned mennesker, der er døv-blinde til komsammen i Sct. Johannes Kirke i Herning. 

Derudover er Linda Leifing Nielsen aktivt medlem af øjenforeningen Glaukomforeningen - både lokalt og nationalt.


 

Kontaktinfo

Birgit Jonassen
Formand for Handicaprådet
Tlf.: 22371640
Send e-mail

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Læs mere om sikker mail