Tilbage

Herning Kommune det bedste sted for små og mellemstore virksomheder

Ny undersøgelse placerer kommunen i top, når det gælder rammevilkårene for de mange SMV’er.
24. august 2021

SMVdanmark, der repræsenterer landets små- og mellemstore virksomheder, har offentliggjort et barometer, der kårer Danmarks mest SMV-venlige kommune. I toppen af undersøgelsen ligger Herning Kommune.

Det er især kommunens indsats for at skaffe kvalificeret arbejdskraft og lave skatter og afgifter, der giver topplaceringen. Men også kommunens opbakning og hjælp til at etablere og drive virksomhed får fine karakterer.

- Det er naturligvis altid tilfredsstillende og glædeligt, når Herning Kommune placerer sig godt i den slags målinger. Men vi ved også, at vi altid kan gøre det endnu bedre, siger Herning Kommunes borgmester Dorte West, (V).

- Vi bestræber os dagligt på at yde god service og hele tiden have kontakt til erhvervslivet, så vi ved, hvor der kan være udfordringer, og hvor vi som kommune kan gøre en positiv forskel. Aktuelt arbejder vi med en ny erhvervsstrategi, hvor erhvervslivet inddrages. Vi vægter den tætte dialog højt. Samtidig har vi i disse år stærkt fokus på bæredygtighed, hvor vi i samarbejde med erhvervslivet forsøger at gribe de nye muligheder, siger Dorte West.

SMVdanmarks undersøgelse tager udgangspunkt i 26 forskellige parametre for grundlæggende erhvervsvilkår, som er udvalgt af medlemsvirksomhederne. 16 af parametrene er baseret på statistikker fra officielle kilder eller andre dataudbydere, mens ti af parametrene er baseret på virksomhedernes egne vurderinger. 

Top fem i undersøgelsen udgøres udover Herning Kommune af Ishøj Kommune på andenpladsen, Ikast-Brande Kommune på tredjepladsen, Vejen Kommune på fjerdepladsen og Kolding Kommune på femtepladsen.

 

 

 

 

 

 

Kontaktinfo

Dorte West
Borgmester
Send e-mail til bordw@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.