Tilbage

Fire landsbyer holder ”Kulturfest to go"

Dagene mellem 5. og 12. juni står i kulturens tegn i Herning Kommune. Der er nemlig kulturfestuge, og udover mange arrangementer i Herning, så byder fire landsbyer på "Kulturfest to go".
01. juni 2021

Når mennesker ikke kan samles frit om kulturen, så finder mennesker nye måder at samles om kultur på. Det er tankegangen bag udviklingen af konceptet "Kulturfest to go". Her flytter Kulturfest Herning ind i omegnsbyerne og byder sammen med foreningslivet på kulturarrangementer helt lokalt.


En af de byer, der har taget konceptet til sig, er landsbyen Sørvad, som ligger nordvest for Herning. Her er byens borgere mere end klar til at holde "Kulturfest to go" i kulturfestugen, der løber af stablen 5. -12. juni.

- Vi har en lang række foreninger som borger- og idrætsforeningen, menighedsrådet, missionshuset og hallen. De bakker alle op om det, fortæller Belinda Birk Pedersen, som er formand for byfestudvalget i Sørvad.

Kultursulten i Sørvad er stor, efter at den traditionsrige byfest nu er blevet aflyst for andet år i træk pga. corona. I Sørvad plejer byens børn at mødes til beachparty i svømmebadet, som omdannes til diskotek med mad og drikke, ligesom 300 plejer at deltage i fællesspisning for hele landsbyen.

- På grund af forsamlingsloftet og de andre skiftende restriktioner, vidste vi ikke, hvordan det kunne arrangeres. Så der er ingenting af det, som vi plejer, der bliver til noget. Men nu har vi valgt at springe med i "Kulturfest to go" og vi har vendt bøtten fuldstændig på hovedet. Det betyder, at vi sikrer, at de arrangementer der foregår, de kan afholdes i de bobler, som vi i forvejen er i, fortæller Belinda Birk Pedersen.

- Vi har arbejdet på højtryk i de seneste fire uger, siden vi fik nyheden og den her mulighed. Det er mega lækkert at sådan en chance byder sig. Det har været en lang, sort periode med nedlukning, så er det godt, at vi nu kan gøre noget for alle borgere, siger byfestformanden.

"Kulturfest to go" bliver afholdt i fire landsbyer i Herning Kommune under kulturfestugen. Udover Sørvad deltager landsbyerne Haderup, Kibæk og Simmelkær også i "Kulturfest to go".

Pia Trab Worm, som er projektleder for Kulturfest Herning, fortæller, at "Kulturfest to go" ser ud til at blive en succes.

- Vi har haft et stærkt ønske om at bringe kultur og fællesskab tilbage i alle borgeres liv. "Kulturfest to go" er en af vejene dertil. Jeg synes, det er fantastisk, at de fire landsbyer har taget konceptet til sig i den her grad. Borgerne i lokalsamfundene får en række kulturelle tilbud, som er coronasikrede. Mange steder gør man for eksempel det, at et arrangement afholdes ad flere omgange på forskellige tidspunkter. Det betyder, at alle på den måde kan få en plads, siger Pia Trab Worm fra Kulturfest Herning.

Mange af de lokale arrangementer er blevet til i samarbejde med de etablerede kulturinstitutioner i Herning. I Sørvad er der derfor flere arrangementer med tilbud fra blandt andet Team Teatret, Museum Midtjylland og Herning Billedskole.

Belinda Birk Pedersen fortæller, at fokus i Sørvad har været at lave kulturelle tilbud til aldersgrupper.

- Vi har blandt andet et sæbebobleshow for de helt små, som kommer rundt hos dagplejerne. Vi har et bilorienteringsløb, hvor man kører rundt på en rute og får opgaver, som man skal løse med sin familie i bilen. Team Teatret kommer også forbi hos de lidt større børn og laver en teaterworkshop, og så har vi lavet et underholdningsshow for Sørvad Plejecenter i en form, der gør, at beboerne kan blive indenfor, og så kommer de her vinduespudser-klovne og optræder på den anden side af ruden, fortæller byfestformanden.

Hele programmet for årets Kulturfest Herning og "Kulturfest to go" kan ses på kulturfestherning.dk.

- Måske åbner den her tankegang op for nye traditioner, slutter Belinda Birk Pedersen.

Kontaktinfo

Pia Trab Worm
Projektleder og kulturkonsulent
Tlf.: 96288634
Mobil: 51189094
Send e-mail til bekpw@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.