Tilbage

90 muligheder for at opleve kultur og fællesskab i kulturfestugen

Kulturfest Herning bliver i år en anderledes størrelse. 90 forskellige arrangementer vil løbe af stablen i kommunen og sprede liv og glade dage.
26. maj 2021

Selv om Coronapandemien har sat sit aftryk på livet og ikke mindst kulturlivet i 2021, så er Kulturfest Herning 2021 nu klar til at løfte sløret for årets program for kulturugen. Det bliver en kulturfest i nye rammer, der vil tage udgangspunktet i fællesskab og det helt lokale islæt under temaet "En for alle."

Kulturfesten afholdes fra 5. til 12 juni 2021 i Herning by og opland i hele kommunen.

- Coronarestriktionerne har givet os nogle benspænd i år, som har betydet, at vi har skullet opfinde nye måder at lave en kulturfest på, ligesom mennesker opfinder nye måder at være sammen på. Kulturfesten 2021 bliver et fællesskab om alt det nære, fortæller Pia Trab Worm, der er projektleder for Kulturfest Herning.

Billetsalg fra 27. maj

Det fulde program med cirka 90 forskellige arrangementer bliver onsdag offentliggjort på hjemmesiden kulturfestherning.dk, og torsdag den 27. maj klokken 10.00 begynder billetsalget. I forvejen er der annonceret navne som Alberte Winding, Simon Kvamm og Svend Brinkmann, ligesom konceptet "Kulturfest to go" er blevet lanceret som en del af kulturfestugen.

- Man kan se frem til rigtig mange forskellige ting. Det er en varieret og bred vifte af kultur, foredrag, aktiviteter, koncerter, teater og meget mere. Det der går igen, er muligheden for at være sammen igen. Men i lidt mindre fora end vanligt. Til gengæld bliver der kulturelle fællesskaber i hele kommunen, siger Pia Trab Worm.

Kulturfest Herning planlægges i et samarbejde mellem Herning Kommune, kulturinstitutioner og lokale borgerforeninger.

- Jeg er meget begejstret over den energi og ildhu, som alle sammen går ind i det her projekt med. Og der skal lyde en stor tak til alle der bidrager, siger projektlederen og peger på, at der eksisterer en meget stærk trang til både at skabe og opleve kultur igen i Herning Kommune.

Restriktionerne giver begrænsede antal pladser

I arbejdet med at planlægge Kulturfest Herning har coronarestriktionerne dikteret faste rammer for at kunne mødes til både events og aktiviteter.

- For at vi kan styre publikumsflowet, så er der i år indført billetbooking på mange af arrangementerne. Så selvom et arrangement er gratis, så skal man have en billet, som koster et billetgebyr. Vi har desuden et stort fokus på at sikre forsvarlig afstand mellem publikummer samt hyppig afspritning og rengøring til begivenhederne. Heldigvis har vi en stor flok frivillige til at hjælpe os med at praktisere den del, fortæller Pia Trab Worm.

Billetter kan bestilles fra torsdag den 27. maj klokken 10.00 på kulturfestherning.dk.

Arrangementerne under Kulturfest Herning har et begrænset antal pladser til rådighed. For at undgå tomme ubrugte sæder, opfordres man til kun at bestille de billetter, som man har tænkt sig at bruge.

Kontaktinfo

Pia Trab Worm
Projektleder og kulturkonsulent
Tlf.: 96288634
Mobil: 51189094
Send e-mail til bekpw@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.